Træningsure med indbygget GPS har fuldstændigt revolutioneret træningsmetodiken for løbere i de seneste år. Før GPS-urenes indtog, skulle løberen først måle afstanden på løberuten, ved at f.eks. køre strækningen i bil, og undervejs lave afstandsmarkeringer med spraymaling. Det krævede ret stor indsats og det var langt fra alle, der brugte denne metode. Heldigvis har enheder med indbygget GPS, som ure og mobiltelefoner, gjort denne slags afstandsmåling for løbetræning overflødig.

Når flere og flere løbere begynder at bruge GPS-enheder til løbetræningen, bliver de i rigtigt høj grad afhængig af deres ure, hvilket kan have en negativ indvirkning på deres udvikling og konkurrenceevne. Kan det rent faktisk være så slemt, at alt for stor afhængighed af GPS-enheder rent faktisk bygger barrierer for at udvikle konditionen og stævneresultaterne? Det er fuldt muligt. Læs mere om de dårlige vaner du risikerer at udvikle, når du bliver afhængig af dit GPS-ur, og hvordan du kan modvirke dem.

1. Ufrivillig variation i løbetempo

Alle, der har erfaring med at løbe med et GPS-ur har observeret hvordan minutter/km-angivelsen varierer. Det kan være svært at forstå, at et ur, der er i stand at måle afstand med høj nøjagtighed, ikke kan være i stand til at vise det rigtige løbetempo (engelsk: pace). Nøjagtigheden og teknikken hvorpå urets konstruktion er baseret er rent faktisk grunden til denne ulempe. Oveni naturlig variation i løbehastighed – du kender det sikkert godt fra løbebåndet, hvor du ubevist flytter dig fremad og bagud på trods at båndet kører med konstant hastighed – modtager GPS-uret under favorable forhold signaler hvert, eller hvert andet minut, hvilke betyder at uret konstant beregner din hastighed og tempo. På samme gang, hvis uret mister forbindelsen til satellitten, for kun nogle sekunder, måler GPS-en afstanden du løbede mens signalen var væk og beregner hvor lang tid det tog at forflytte dig, hvilken giver løbetempoet. I den tid signalen var tabt, beregnes din løbehastighed som værende langsommere fordi uret mener, at du er stået stille. Målt over en kilometer vil GPS-uret give et nøjagtigt resultat, men bortfald af satellitsignal en kan resultere i fejlagtig visning af dit løbetempo.

Dette kan du foretage dig, for at modvirke din afhængighed:

Lad være med at kigge på dit ur for at aflæse dit løbetempo; lær i stedet at føle dit tempo. Næste gang du løbetræner, aflæs din kilometertid kun de første 2 – 3 minutter, for at finde dit tempo, men modstå fristelsen at kigge på uret resten af løbeturen. Tjek din løbehastighed når turen er afsluttet.

Lydt til din vejrtrækning, mærk rytmen i benene og armenes bevægelse. Til at starte med vil det nok ikke lykkes helt at holde konstant tempo, men ved tredje eller fjerde forsøg kommer du at mærke en betydelig fremgang. På det hele taget, vil dette føre til en forstærket sans for tempo og ydelse.

2. Manglende evne at finde dit naturlige tempo

At yde godt til et stævne er ikke medfødt, på samme måde som at skyde en perfekt straffespark i fodbold eller slå det perfekte golfslag kræver træning. Lige som en basketball-spiller næppe vil prøve at ramme kurven i en kritisk fase i kampen, uden have øvet under realistiske forhold, vil en løber ikke stille op på startlinjen uden veludviklet sans for løbetempo. Ved at være helt afhængig af GPS-uret ved træning, udvikler løberen aldrig sansen for løbetempo, som er så afgørende til et stævne. At bruge GPSen til stævnet er heller ingen garanti for at finde det optimale løbetempo. Hvad sker hvis uret mister satellitforbindelsen, hvis du har brug for at lægge ind små spurter for at overhale andre løbere, eller når du skal bedømme hvornår du skal øge tempoet i den afgørende del af stævnet? At udvikle indre sans for løbetempo er afgørende for at komme til næste niveau med dit løb.

Dette kan du foretage dig, for at modvirke din afhængighed:

Læg træningspas i din træningsplan, der indeholder tempovariation, hvor du kun bruger GPS-uret for at bekræfte det sansede løbetempo efter hver kilometer eller endnu hellere, først efter du har afsluttet dit løbepas. Så kaldte cut-down-øvelser og tempovariationer udvikler kroppens sans for små variationer i løbetempo. Oveni købet hjælper denne slags øvelser hjernen og bevægelsesapparatet at mærke efter hvilken ydelse, der kræves, for at holde et givet tempo når kroppen udsættes for vedværende belastning, hvilket forbedrer din evne at yde mere i den afgørende fase ved en konkurrence.

3. For højt aktivitetsniveau ved restitution

Den nok hyppigste fejl som løbere, der er afhængige af deres GPS-ure, begår, er at ikke mærke efter hvordan det føles i kroppen ved lettere restitutionsløb. Når du er en måleresultat-junkie, er det svært at lade vær med at aflæse hver kilometertid og sammenligne med tidligere træningspas. Nogle gange har kroppen brug før at presses lidt mindre, ved restitution efter en hård træningsperiode, eller bare når kroppen føles lidt træt og sløv. Med GPS-uret omkring håndleddet, undertrykker mange løbere kroppens naturlige signaler. I stedet prøver de at holde det, de mener er deres lette løbetempo. Det medfør at de ikke restituerer så hurtigt som de burde, og begrænser deres ydeevne i den kommende træningsperiode.

Det er ikke sjældent, at løbere, der – både begyndere og dem med flere års erfaring – presser sig for at løbe en smule hurtigere hvert træningspas. Med en GPS-enhed er det jo nemt at se hvor hurtigt du løber, og når du konstaterer at du er tæt på at få et ny personbedste tid, er det naturligt a presse sig lidt mere.

Dette kan du foretage dig, for at modvirke din afhængighed:

Der råder ingen tvivl. GPS-ure har gjort det nemmere og mere effektivt at træne, og tillader trænere at være mere kreative med deres træningsoplæg. Vær på din vagt, og hold øje med de vaner og uvaner du har dannet, og implementer de foreslåede øvelser i din træningsrutine, så du optimerer din fysiske og mentale forberedelse op til næste stævne.

Frit oversat efter Jeff Gaudetts artikel i Triathlete Europe, 21. september 2015